Guide – Sådan bliver du en god skiløber

womens-ski-jackets1

Er det første gang du skal af sted på ski eller vil du bare gerne forbedre din teknik? Så få her vores guide til at blive en god skiløber. Vi har samlet de bedste tips og tricks fra eksperterne.

Et skridt ad gangen

Mange vil gerne lære det hele på én gang og kaster sig derfor ud på ture, hvor de ikke fokuserer på de enkelte elementer i skiløbet, men bare løber på samme måde hele tiden.

Sørg i stedet for at dele skiløbet op i enkelte dele og analyser dem. Vær fokuseret på det du øver lige nu. Øv dig fx kun på dine korte sving og gå så videre til noget andet. Den måde du bedst analyserer dit skiløb på, er ved at se dig selv og dine fejl. Brug video til at få filmet dit skiløb. Det bruger alle professionelle skiløbere også.

Lidt men godt

Ligesom du skal tage et skridt af gangen, så er det også godt at starte i det små. Man siger, at øvelse gør mester og derfor kan man godt fristes til at tro, at man bare skal øve sig i det uendelige til den sidder lige i skabet. Men med skiløb hedder det faktisk lidt men godt. Du kan ikke modtage fornuftig indlæring i timevis. Hvis du er helt grøn på skibakken, så bliver det efter et par timer til ren overlevelse og det gør ikke noget godt for dit skiløb. Gør i stedet for som de professionelle skiløbere. Brug kortere tid – et par timer på selve skiene – og omkring 4 timer inkl. liftturene op. Sørg for at være koncentreret og fokuseret.

Sørg for at have en god balance

For at du kan blive bedre til at stå på ski er det altafgørende, at du har en god balance. Vær opmærksom på, om du står rigtigt på skiene. Dvs. som udgangsposition skal du stå med hoftebredde mellem skiene. Dine fod-, hofte- og knæled skal være let bøjede. Hoften og overkroppen skal holdes i ro og vende mod dalen. Armene skal være fremme foran kroppen og vægten skal fordeles på hele foden. Vægten skal hele tiden være på den yderste ski og du skal forsøge at bevæge dig afslappet og komme op og ned i benene, for at lette svingene. Her er nogle balancepunkter, du skal være særligt opmærksom på:

Bagvægt

Mange nybegyndere har en tendens til bagvægt, men det gør at du ikke kan styre skiene rigtigt. Lårmusklerne bliver virkelig sat på arbejde med bagvægt og svingene bliver dårlige.

Du undgår bagvægt ved at spænde i mavemusklerne og føre armene frem foran kroppen. Bøj samtidig godt ned i hoften, så overkroppen kommer mere nedad mod dalen. Tryk knæet fremad eller pres skinnebenet fremad i skistøvlen. Skistøvlen må aldrig gå imod læggen. Fordel trykket jævn på foden, så det ikke kun ligger på hælen. Hold hoften fremme og lav små hop i svinget.

Rotation i overkroppen

Hvis du har svært ved at holde balancen eller få kantet dine ski, så de griber rigtigt fat i sneen, især når du svinger, så er det sikkert fordi du drejer overkroppen. Hold overkroppen stille. Lad stavene være foran på tværs, så de peger mod dalen helt tiden – også i svinget. Lad den inderste hånd være længst fremme. Hvis du svinger til venstre, er det venstre hånd, der skal være forrest. Prøv fx John Travolta øvelsen, hvor du strækker den inderste armen frem og bruger den anden arm til at trykke på hoften, så du får drejet kroppen i den rigtige retning. Husk at holde trykket på yderskien, så du ikke rutsjer rundt i svinget.

 

Det rigtige skiudstyr med den rigtige pasform er altid et godt udgangspunkt for en god skistart. Find skijakke til dame og herre her